Storrumskontorer og høreproblemer
- en tidligere BDAer fortæller

Deltageren arbejdede i et firma, hvor man havde oprettet storrumskontor, hvor de ansatte sad ved hver deres skrivebord med telefon, computer osv.. Det gav deltageren store problemer på grund af den konstante baggrundsstøj. Her følger hendes beretning...

Først blev jeg flyttet fra et åbent kontorlandskab, rundt til diverse kroge og indhug, hvor der kunne være et skrivebord, men ingen af stederne var ret gode, idet der konstant var støj fra talende kollegaer samt kollegaer, der gik frem og tilbage foran mit skrivebord - mange med bemærkninger eller højt talende henover hovedet på mig.

Jeg bad om at blive flyttet og gjorde opmærksom på, at jeg havde meget brug for ro omkring mig samt at kunne lukke af for lydende omkring mig.

I de første to forsøg gik det slet ikke bedre, da der kun kunne findes pladser med skærme for, hvilket overhovedet ikke tager støjen, og sommetider var jeg ved at gå ud af mit gode skind af stress og arbejdspres, fordi jeg ikke kunne få ro til at lave mit arbejde. Til sidst brød jeg helt sammen ved et personalemøde, hvor jeg blev spurgt, hvordan det gik. Kunne simpelthen ikke klare det mere. Samtidig var jeg nervøs for at melde ud omkring mit problem, var bange for, at det blev for svært at finde en plads til mig, hvorefter jeg måske ville blive fyret.

Min chef overbeviste mig om, at han og kollegerne var for glade for min arbejdsindsats til, at han ville undvære mig, og han lovede da, i midten af 2007, at han ville forsøge at  finde et kontor til mig, men at andre havde førsteret, af forskellige årsager. Det havde jeg selvfølgelig stor forståelse for og måtte derfor vente.

Ved det tredje forsøg, efter at jeg blev lovet et kontor, men man ikke kunne finde et til mig, fik jeg en plads en smule afsides i forhold til kollegaerne, men stadig kun afskærmet og denne gang kun halvt afskærmet, da man jo skulle kunne komme frem og tilbage. Dette var heller ikke godt, da kollegaerne, 5 stk., alle har mange telefonsamtaler og samtidig sidder og småråber henover skrivebordene, når de har brug for oplysninger fra kollegaerne. Desuden kom rigtigt mange andre kollegaer forbi og snakkede, enten privat eller fagligt, og ingen tænkte på at skrue ned for stemmerne, hvilket gik mig meget på. Oven i alt dette sad de andre kollegaer og hørte radio, hvor stemmerne der fra blandede sig med stemmerne fra de bånd, jeg sad og forsøgte at lytte til. Virkeligt stressende.

Endnu en gang gjorde jeg opmærksom på, at jeg havde meget svære arbejdsforhold, og at det ikke var luksus, jeg søgte, blot et lille bitte kontor, måske på størrelse med et badeværelse, hvor jeg kunne lukke døren om nødvendigt. Jeg havde på fornemmelsen, at nogle af kollegaerne smågrinede lidt af mig og syntes, at jeg bare ønskede luksus, men ingen gav udtryk for det. Endnu en gang var jeg nervøs for, at det ville mislykkes, så jeg i stedet ville blive fritstillet med en bemærkning om, at det ikke var muligt at hjælpe mig, men en kollega sagde til mig, at hvis jeg blev fyret, ville hun og andre bakke mig op fordi de ikke ville undvære mig. Det varmede rigtigt meget at høre dette.

 Endelig fik jeg så et kontor i april i år, altså ca. 1 år efter, at jeg var blevet lovet et kontor, og jeg troede ikke rigtigt på det, før jeg pludselig sad her, og tro mig, det er bare lykken.

For det første har jeg gode kollegaer omkring mig, som er til at tale med.
For det andet er der meget mere ro på denne gang, hvor jeg rent faktisk kan sidde med døren åben det meste af tiden.
For det tredje kan jeg nu fordybe mig i mit arbejde med ro omkring mig og med mulighed for at lukke døren, når det er nødvendigt.

 Jeg tror ikke, at min chef, før nu, har været klar over, hvilken betydning det havde for mig at kunne sidde for mig selv.

Den eneste hage, der er ved det, er, at jeg nemt bliver isoleret, men så må jeg jo sørge for at bevæge mig lidt rundt og snakke med kollegaerne.

 Det går fint, når bare jeg husker at holde de små sociale pauser undervejs, hvilket jeg sommetider glemmer i "kampens hede", når jeg har travlt.

Det har været en hård kamp med rigtigt mange tårer og bange anelser, men endelig er der kommet lys for enden af tunnellen. Ja, jeg sidder faktisk midt i lyset nu.

Læs mere om storrumskontorer.