Annas historie
Anna er døv og har været det hele sit liv. Hun arbejder som rengøringsassistent i et stort firma, hvor alle øvrige ansatte er hørende. Her har hun været ansat i mange år, og alle på hendes arbejdsplads ved, hvem hun er, selv om de sjældent henvender sig til hende. Anna er med til nogle enkelte medarbejdermøder om året, hvor hun har tolk med. I dagligdagen klarer hun sig med sin blyant og sin skriveblok.
Der er begyndt at komme flere og flere skemaer og skrivelser, der skal udfyldes, og det gør hende meget usikker.
Ledelsen taler meget om, at der skal være større selvforvaltning inden for hendes område, hvilket vil betyde flere mindre møder og meget mere papirarbejde.
Anna har fortalt sin arbejdsleder om problemerne, og han er gået på udkig efter kurser til hende.
Tilfældigt får Anna øje på Castberggårds jobfastholdelseskurser i dansk, og hun henvender sig til sin leder, der er positiv. Anna er en god arbejdskraft, og han vil gerne støtte hende i at lære mere. Anna har aldrig været på et kursus støttet af sin arbejdsplads før. Da kurset er gratis, foreslår lederen, at Anna får tjenestefri til dette kursus.
Anna deltager på kurset ”Skrivning på arbejdspladsen” et fjernundervisningskursus, som strækker sig over 4 måneder. Anna er dels på kursus på Castberggård, og dels arbejder hun hjemme og kontakter sin lærer via computeren. Anna er så tilfreds med kurset, at hun vælger at følge undervisningen i yderligere 4 mdr. Hendes leder er fortsat positiv og kan godt se, at der ikke skabes mirakler, men små gode forbedringer i Annas skriftlighed.
Anna bliver mere selvsikker når hun skal skrive til sine kolleger, og hun har haft nogle af sine arbejdspapirer med på kurset, hvor de er blevet gennemgået. Selvsikkerheden gør, at hun tør blive mere udadvendt. Annas leder vil ikke give hende mere tjenestefri, så nu overvejer hun, om hun skal fortsætte på weekendkurser og bruge sin fritid på at dygtiggøre sig endnu mere.