Velkommen til nyhedsbrevet for Castberggård, marts 2010
Her kan du læse om nogle af de spændende ting, der foregår på Castberggård for øjeblikket.
Castberggård på hjul
Der er så dejligt ude på landet. Men det er ude på landet, og offentlig transport er ikke det,
der er mest af herude. Derfor har Castberggård investeret i to minibusser, der fremover vil kunne fragte vores deltagere frem og tilbage fra Vejle Banegård eller af sted på spændende udflugter og virksomhedsbesøg.
Ny mand på gården
Selv om vores nye busser er udstyret med GPS og andre moderne bekvemmeligheder, kan de ikke selv hente og bringe vores kursister. Derfor har vi pr. 1. marts ansat Thomas Heilbo til at stå for buskørsel og til at have ansvaret for vores efterhånden temmeligt store udvalg af AV-udstyr.
Uden mad og drikke...
De sorte termokanders dage er talte. Næsten, i hvert fald. Nu er det nemlig muligt - når som helst lysten melder sig - gratis at trække en god kop kaffe, kakao, espresso, wiener melange, cappucino, café latte eller hvad man ellers kan finde på. Vi har fået installeret et ordenligt lokomotiv af en kaffemaskine i glasstuen, som allerede har sat sine tydelige spor i form af kakaooverskæg på både kursister og undervisere.
Ny kampagne fra DDL
En af Castberggårds vigtige samarbejdspartnere, Danske Døves Landsforbund
(DDL) har taget hul på en ny kampagne. Den har til formål at nedbryde fordommene mellem døve og hørende. Det vil vi naturligvis gerne bakke op om, og vi kan kun opfordre alle til at besøge kampagnens hjemmeside: www.slipfordommene.dk
Konference om døves uddannelses- og arbejdsliv
22. april slår vi dørene op for konferencen "Selvfølgelig kan og vil døve tage uddannelse og arbejde". Konferencen stiller skarpt på de problemer, der kan opstå i overgangene mellem skole og uddannelse og mellem uddannelse og arbejde.
Konferencen bliver afholdt i samarbejde med Danske Døves Landsforbund og Danske Døves Ungdomsforbund.
Læs mere om konferencen her.
Vi mangler hænder!
For øjeblikket søger Castberggård to nye medarbejdere.
Dels en ny bogholder, da vores nuværende har valgt at søge nye udfordringer andetsteds - og dels endnu en vejleder/rådgiver til vores jobskaffelsesforløb for døve på vores job- og udviklingscenter.
Se opslagene her.
Nyt kursus i lederskab
Under overskriften "5 minutes of Leadership" har vi den store fornøjelse at kunne tilbyde et kursus i lederskab sammen med vores internationale forløb Frontrunners.
Her kan du blandt andet opleve Liisa Kauppinen og Ramon Woolfe tale om menneskerettigheder og om at være døv iværksætter.
Kurset foregår på international sign.
Læs mere om kurset her.