Botilbud

campus

Botilbud

Castberggård Campus er et højt specialiseret botilbud for døve, hørehæmmede, døvblinde og andre tegnsprogstalende borgere fra 16 år og opefter. Man kan indskrives efter Servicelovens §107, §108, og 85 samt efter Barnets Lov §43.

 

Tilbuddet bygger på Castberggårds vision om at være Danmarks førende tegnsprogsmiljø – et sted hvor mennesker kan udvikle sig, lære og opnå større selvstændighed i et miljø, hvor kommunikation er fuldt tilgængelig. 

Castberggård har gennem årtier været et centralt omdrejningspunkt for døve i Danmark. Oprindeligt som højskole, og siden som kursussted, videnscenter og internationalt undervisningsmiljø. Denne historiske og kulturelle betydning betyder, at mange tegnsprogstalende har en naturlig tilknytning til stedet, og borgerne på Castberggård Campus får derfor mulighed for at spejle sig i andre fra målgruppen og indgå i et levende og inkluderende fællesskab.

Målgruppe
Castberggård Campus henvender sig til døve, hørehæmmede og døvblinde borgere samt borgere, der har behov for et visuelt og kommunikativt tilgængeligt miljø. Flere af borgerne har lettere diagnoser som autismespektrumforstyrrelser, ADHD eller lettere kognitive vanskeligheder, som kan påvirke deres evne til at strukturere hverdagen, indgå i sociale sammenhænge eller håndtere krav og forventninger. Fælles for målgruppen er, at de profiterer af et miljø, hvor tegnsprog er det naturlige kommunikationsmiddel, og hvor pædagogikken tager højde for de særlige udfordringer, der kan følge med sproglig deprivation og manglende adgang til kommunikation tidligere i livet.

Hverdagen og den pædagogiske ramme
Hverdagen på Castberggård Campus tilrettelægges med fokus på struktur, forudsigelighed og trivsel. Borgerne kan deltage i STU-undervisning, praktikforløb eller interne aktiviteter, afhængigt af deres individuelle mål og ressourcer. For nogle borgere handler hverdagen om at opbygge en stabil døgnrytme og lære at håndtere daglige opgaver, mens andre arbejder målrettet mod uddannelse eller beskæftigelse.

Der arbejdes løbende med ADL-træning, hvor borgerne får støtte til madlavning, rengøring, økonomi og andre daglige færdigheder. Samtidig er der fokus på social udvikling, hvor borgerne får mulighed for at øve sig i at indgå i fællesskaber, deltage i aktiviteter og udvikle sociale kompetencer. De ugentlige husmøder giver borgerne mulighed for at blive hørt, få indflydelse på hverdagen og lære at deltage i demokratiske processer.

 

Personalets kompetencer
Personalet på Castberggård Campus består af både døve og hørende medarbejdere, som alle har et højt niveau i dansk tegnsprog. Medarbejderne har specialiseret viden om døvhed, høretab, døvblindhed og de særlige behov, der kan opstå som følge af sproglig deprivation. Alle medarbejdere gennemgår sikkerhedskursus og Kirsten Callesens neuropædagogiske forløb ved Ligeværd, og de opkvalificeres løbende gennem relevante kurser, fx LA2. Denne faglighed gør det muligt at tilrettelægge en pædagogisk indsats, der tager højde for borgernes kommunikative forudsætninger og individuelle udfordringer. Personalet arbejder helhedsorienteret og tværfagligt og fungerer både som støtte, sparringspartnere og rollemodeller i borgernes udviklingsproces.

 

Pædagogisk tilgang og formål
Den pædagogiske tilgang på Castberggård Campus bygger på empowerment, visuel pædagogik, low arousal og en anerkendende tilgang. Borgeren ses som en aktiv deltager i eget liv, og indsatsen tilpasses den enkeltes ressourcer, behov og udviklingsmål. Vi arbejder helhedsorienteret og med stor opmærksomhed på borgerens kommunikative forudsætninger, da disse ofte er afgørende for både trivsel, læring og social deltagelse.

I hverdagen anvender vi situationsbestemt pædagogisk læring, hvor aktiviteter og læringssituationer gøres så visuelle, konkrete og meningsfulde som muligt. Denne tilgang skaber overskuelighed og understøtter borgerens mulighed for at forstå, deltage og udvikle sig i eget tempo.


Sprog og sproglig deprivation
Sprog er et centralt fokusområde på Castberggård Campus, fordi mange af vores borgere har oplevet sproglig deprivation – en tilstand hvor barnet eller den unge ikke har haft adgang til et fuldt tilgængeligt sprog i opvæksten. Sproglig deprivation kan påvirke kognitiv udvikling, social forståelse, følelsesregulering og evnen til at indgå i relationer. Derfor arbejder vi systematisk og målrettet med at styrke borgernes sproglige fundament og give dem adgang til den kommunikation, de tidligere har manglet.

Vi arbejder ud fra begrebet sproglig indhentningsmission, hvor målet er at give borgeren mulighed for at indhente den sproglige udvikling, de ikke tidligere har haft adgang til. Det handler ikke kun om at lære nye ord, men om at forstå ordenes betydning, nuancer og konsekvenser i både sociale og praktiske sammenhænge.

Sprogarbejdet er tæt forbundet med borgerens emotionelle udvikling. Gennem spejling, visuel støtte og tydeliggørelse af følelsesmæssige tilstande hjælper vi borgeren med at skabe sammenhæng mellem indre oplevelser, kropslige reaktioner og følelsesmæssige udtryk. Dette styrker borgerens evne til at forstå sig selv, regulere følelser og kommunikere dem til andre.

Målet med indsatsen
Vi arbejder målrettet med at skabe ro, tydelighed og forudsigelighed i hverdagen, så borgeren får de bedste betingelser for at udvikle sig i eget tempo. Målet er at skabe et trygt, tegnsprogsmættet og fagligt stærkt miljø, hvor borgerne kan opnå større selvstændighed, livsmestring og deltagelse i samfundet.