Castberggård skal udvikle ny videreuddannelse for tolke
Castberggård har vundet udbuddet om udvikling af undervisningsmoduler- og materiale til videreuddannelse af tegnsprogs- og skrivetolke.
- Vi er utrolig glade og stolte over det her, for vi ved, at vi har været oppe imod nogle meget kompetente konkurrenter, udtaler Castberggårds direktør Solveig Højgaard.
Castberggård har indgået en kontrakt med Den Nationale Tolkemyndighed (DNTM) under Social- og Boligstyrelsen, der i foråret udbød opgaven, som løber fra august 2026 til juli 2030.
Formålet er at øge mulighederne for faglig videreuddannelse af tegnsprogs- og skrivetolke, og det er en meget betydningsfuld opgave, Castberggård nu har fået ansvaret for, forklarer Solveig Højgaard.
- Den her opgave er først og fremmest vigtig, fordi det kommer vores målgrupper til gavn, når tolkene får mulighed for at dygtiggøre sig indenfor både tegnsprogs-, taktil- og skrivetolkning.
Opgaven fra Den Nationale Tolkemyndighed består af tre faser: Kortlægning og beskrivelse af videreuddannelse, udvikling og afprøvning af moduler samt materialer og en afsluttende evaluering.
På Castberggård er de klar til at tage fat med det samme, lover Solveig Højgaard.
- Vi glæder os til at komme rigtig i gang med opgaven. Vi er i forvejen et hus, hvor alle tre tolkeområder lever i hverdagen – og derfor er det selvfølgelig også i vores interesse at udvikle en attraktiv og relevant videreuddannelse.