Familieskitur til Trysil
Vil du gerne på tur med familien eller vennerne til Nordens største skisportssted, men samtidig være fri for at spekulere på alt det praktiske omkring madlavning?
Så tilmeld dig og din familie til en skitur i uge 8. Turen går til Trysil, der med sine 31 lifter, 68 pister og snegaranti er klar til at tage imod os. Trysil har det hele – blandt andet 3 børneområder, 2 snowparker, speedtest og en piste med 45 graders hældning.
I år har vi booket Fageråsen Panorama, som er en stor og moderne hytte på 220 m² med en fantastisk beliggenhed tæt ved lifterne. Der går en transportløjpe lige bag huset, så det er nemt at komme hjem efter en dag på ski. Hytten har god plads til fællesskab, hygge og afslapning efter dagens oplevelser på pisterne.
Vi får i alt 6 dage på ski med mulighed for aftenløb 2 gange.
Vi håber at fylde hytten med glade ski-entusiaster, så enkeltværelser er desværre ikke muligt. Det er heller ikke muligt at tilmelde sig alene, da værelserne er indrettet til 2, 3 eller 4 personer. Derfor skal man tilmelde sig sammen med mindst én anden deltager.
Turen er med fuldpension, da vi tager alt mad med fra Castberggård. Leje af ski og liftkort sørger I selv for, da der kan være individuelle ønsker og behov. Tal eventuelt sammen om skiskole, så børnene kan komme på samme hold.
Husk, at vi bor ved Høyfjellssenteret i Fageråsen. Der er ofte mulighed for rabat på liftkort, hvis man bestiller inden 1. november (datoen varierer, så hold øje med Skistar). Det er også muligt at vente med at leje ski, til vi ankommer til Trysil.
Vi tilbyder desværre ikke transport, så I skal selv sørge for transport til og fra Trysil.
Priser
Voksne: kr. 4.200,-
Børn op til 12 år: kr. 3.800,-
Prisen inkluderer overnatning og mad for hele ugen.
Tilmelding
Tilmelding via dette link senest den 1. oktober 2026.
Max 24 deltagere.