Rejsende højskole med hørehensyn til Tyrol, Donau og Wien
I 2027 inviterer Castberggård på en helt særlig rejse. Rejsen er vores første Rejsende Højskole, hvor vi rejser med to grupper. I den ene gruppe er det primære sprog talt dansk og der tages hørehensyn med hjælp af teleslynge og i den anden gruppe er det primære sprog dansk tegnsprog. Vi rejser sammen, hvor fællesskab og mødet mellem mennesker er en vigtig del af oplevelsen.
Vi skal med bus med afgang fra Castberggård og så transporterer den os rundt i Østrig under hele rejsen og hjem til Castberggård igen. Vi har en enkelt overnatning på rejsen derned på Best Western Hotel Ambassador i Baunatal. Herefter har vi fire overnatninger på Alpen Glück Hotel Kirchberger Hof i byen Kirchberg. Vi fortsætter til Stoockenau ved Wien, hvor vi indkvarterer os på City Hotel Stockerau i tre nætter. På rejsen tilbage til Castberggård overnatter vi i Osterfeld på Atrium Hotel Amadeus.
Vi skal opleve Østrigs storslåede alpelandskaber, historiske byer og imponerende kulturarv. Undervejs er der tid til både fælles oplevelser, gode samtaler og nærvær i et trygt højskolefællesskab. Rejsen byder på alt fra grønne bjergdale og panoramaudsigter til den majestætiske Donau og den elegante kejserby Wien.
For at sikre tryghed og kommunikation rejser vi fire højskolelærere med. Lene Poulsen og Ditte Seibert er ansvarlige for gruppen, hvor der tages hørehensyn. Amandine Mansilla og Ninna Hedegaard er ansvarlige for gruppen af døve. Alle vil gøre deres allerbedste, for at I får en rigtig spændende tur. Vi sørger for teleslynge, og alle oplæg vil blive tegnsprogstolket. Vi rejser med en dansktalende rejseleder på hele turen. I Wien vil der være dansktalende guide, og vi arbejder på at få en døv guide, hvor det er muligt.
Fra alpernes ro til Wiens storhed
Rejsen fører os til hjertet af Østrig, hvor vi tilbringer flere dage i den hyggelige alpeby Kirchberg omgivet af de smukke tyrolske bjerge. Her oplever vi den særlige stemning i de små bjergbyer, nyder udsigterne over de grønne dale og får tid til både fællesskab og egne oplevelser. Byens charmerende gader og omgivelser danner de perfekte rammer for gode oplevelser.
Vi besøger det spektakulære Jakobskreuz, der troner højt over landskabet og giver en imponerende udsigt over Kitzbühel-alperne. Turen fortsætter til den hyggelige by St. Johann, hvor alpeliv, cafékultur og bjergstemning går op i en højere enhed.
Et andet højdepunkt er Kitzbühel, en af Tyrols mest berømte alpebyer. Her møder vi middelalderlige bygninger, farverige facader, blomsterpyntede altaner og en levende atmosfære. Vi går på opdagelse i de stemningsfulde gader og oplever, hvordan historie og nutid smelter sammen i byen mellem bjergene.
På vej mod Wien besøger vi det imponerende Melk Kloster, der majestætisk ligger med udsigt over Donau. Herfra venter en smuk sejltur gennem Wachau-dalen, hvor vinmarker, gamle borge og små landsbyer glider forbi. Det er en af de oplevelser, der bedst indfanger Østrigs særlige skønhed
I Wien oplever vi en af Europas mest fascinerende hovedstæder. Byen byder på prægtige paladser, historiske pladser, kunst, kultur og arkitektur i verdensklasse. Vi går gennem de stemningsfulde gader, oplever sporene af kejsertiden og mærker den særlige atmosfære, som har gjort Wien til musikkens og kulturens hovedstad gennem århundreder.
Rejsen kulminerer med et besøg på Schönbrunn Slot, kejserfamiliens tidligere sommerresidens. Her møder vi overdådige sale, smukke haver og fortællinger om det habsburgske kejserrige, som har præget Europas historie.
Vi skal opleve verden sammen, og det kræver, at vi kan følge med på turens mange udflugter. Vi skal på opdagelse i historiske byer, besøge slotte og klostre og nyde de flotte omgivelser i Tyrol. Derfor kommer vi også til at gå en del undervejs, ofte flere kilometer om dagen. Turen er ikke tilrettelagt for gangbesværede, og du skal være i stand til at gå på trapper, brosten og lettere kuperet terræn. Til gengæld bliver vi belønnet med nogle af Østrigs smukkeste udsigter og mest mindeværdige oplevelser.
Gennem hele rejsen er fællesskabet i centrum. Vi deler oplevelser, perspektiver og højskoleånd, mens vi sammen udforsker nogle af Østrigs smukkeste områder. Målet er ikke blot at se nye steder, men også at skabe nye relationer og minder på tværs af døve- og hørefællesskabet. Dette er den rejsende højskole, hvor oplevelserne bliver større, fordi vi deler dem med hinanden.
Præsentation af lærere:
Amandine: Tolker fra internationalt tegnsprog til dansk tegnsprog
Ninna: Tolker fra talt dansk og engelsk til dansk tegnsprog
Ditte: Tolker fra talt dansk til dansk tegnsprog og TSK
Lene: Oversætter fra talt tysk og engelsk til dansk tegnsprog, teleslyngeansvarlig!
Praktiske informationer:
Dato: Mandag d. 31. maj – onsdag d. 9. juni
Pris: 14.250 + 2.100 kr. tillæg for enkeltværelse
Tilmeldingsfrist: Mandag d. 1. februar