Kursus: Bevar dit arbejde
Bliv rustet til et arbejdsliv med høreudfordringer! Bevar dit arbejde er et gratis kursusforløb, som giver dig viden, der gør det muligt for dig at handle på nye måder i arbejdslivet.
Kurset er en blanding af faglige oplæg, diskussioner, praktiske øvelser, erfaringsudveksling og individuelle samtaler. Som deltager bliver du en del af et hold på 10-15 personer, hvilket giver gode muligheder for at udveksle erfaringer og snakke med andre i samme situation.
Målet er, at du efter forløbet
- Har klarhed over din egen situation og egne behov på arbejdsmarkedet.
- Kan forebygge stress og udbrændthed.
- Har viden om lovgivning, herunder særlige arbejdsmarkedsordninger.
- Kan gøre brug af høretekniske hjælpemidler.
På kurset beskæftiger vi os blandt andet med
- hørelse
- tinnitus og lydfølsomhed
- energiforvaltning
- akustik
- arbejdsmarkedslovgivning
- kolleger og kommunikation
- søvn
- stresshåndtering
Hvor og hvordan?
Kurset afholdes i to forskellige udgaver - du bestemmer selv, hvor du vil deltage.
Urlev, Jylland: Internatforløb i 3 moduler af 4 dages varighed.
Høje Taastrup, Sjælland: Fredagsrække med afsluttende weekend i Urlev.
Finansiering
Bevar dit arbejde finansieres af Castberggård Job, som modtager en fast bevilling fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Derfor er kurset - inklusiv ophold og forplejning – gratis for dig, men transport til og fra kurset skal du som deltager selv sørge for.
Hvordan kommer man med?
Hvis du er interesseret i at vide mere, så kontakt en af Castberggård Jobs hørekonsulenter.