Rådgivning og vejledning

Job

Rådgivning og vejledning

Castberggård Job tilbyder gratis rådgivning og vejledning til dig, der oplever udfordringer i arbejdslivet på grund af nedsat hørelse, tinnitus, lydfølsomhed eller andre hørelidelser. Uanset om du er i arbejde, sygemeldt eller ledig.

Hvornår kan du bruge os?
Du kan kontakte os med et helt konkret spørgsmål, der fylder i din hverdag. Så vil vi gøre vores bedste for at give dig et brugbart svar. Men du er også meget velkommen til at tage fat i os, hvis du oplever en generel frustration eller følelse af magtesløshed over din situation. Så hjælper vi dig med at sortere i udfordringerne og skabe et overblik.

Du kan for eksempel kontakte os, hvis du*

  • Føler dig udmattet, fordi du bruger meget af din energi på at lytte (listening fatigue)
  • Er usikker på, hvordan du skal navigere i din sygemelding
  • Har brug for at kende de støttemuligheder, der er i lovgivningen i forhold til dit job
  • Er bekymret for at misforstå/blive misforstået i vigtige kommunikationssituationer
  • Har brug for hjælp til at forklare ledere og kolleger om dine udfordringer
  • Er bekymret over tilbagevendende stresssymptomer og sygemeldinger
  • Er udfordret af støjgener i dit arbejdsliv
  • Har brug for hjælp til at komme tilbage til arbejdslivet
  • Har svært ved at restituere efter job og derfor fravælger sociale aktiviteter i fritiden
  • Har brug for en bisidder med viden om hørelse til møder i kommunen eller på arbejdspladsen.

Høj faglighed og tæt samarbejde
Vi har stor viden om hørelidelser, høresystemet i Danmark og de barrierer, man kan møde i sit arbejdsliv, når man har udfordringer med hørelsen. Så vi er fagligt klædt på til at se på din situation og sammen med dig finde frem til, hvad der kan være af relevante tiltag og muligheder. 

Nogle gange vurderer vi, at en udfordring løses bedst ved henvisning til en anden aktør på høreområdet.  Derfor har vi et tæt samarbejde med blandt andre kommunikationscentre, høreklinikker, akustikere, jobcentre, nøglepersoner og specialkonsulenter.

  

*Listen med eksempler er lavet på baggrund af tidligere henvendelser til Castberggård Job.