Natur og motion

Højskole

Tilbage til oversigten
09. - 14. maj 2027

Natur og motion

Kom med ud i den smukke forårsnatur, hvor motion, frisk luft og hyggeligt samvær går hånd i hånd. Vi udforsker nogle af de skønneste vandreture i køreafstand fra Castberggård. Efter morgenmaden, snører vi vandrestøvlerne og madpakken er i din rygsæk, som ude i det lysegrønne skal fyldes med nye nærende oplevelser. Dagsturene bringer os bl.a. til Horsens og Endelave.

Vandreruterne er ca. 10 – 14 km. i varieret terræn, og vi forventer at gå i et forholdsvist raskt tempo med kortere indlagte nydelsespauser.

Mandag:

Hansted skov ved Horsens er et udflugtsmål for naturelskere. Skoven er ikke blandt de største skove med sine 3 km2, men stinettet fører os gennem et meget varieret landskab, og det gør besøget særligt. Vi går i kuperet terræn og møder skrænter på 30-40 meter og dybe slugter. Hansted skov gemmer spor fra oldtiden med 10 fredede gravhøje, hvor af en af de største er kendt som ’Døve Dortes Høj’. Stiernes navne gemmer også på historier fra fortiden. Madpakken kan nydes med udsigten til den idylliske sø eller i skyggen fra de mange imponerende høje træer.

Tirsdag:

Endelave er en helt særlig naturoplevelse i Kattegat, hvor ø-livet, havet og den fredfyldte stemning danner rammen om en skøn vandretur. Færgeturen fra Snaptun tager en time i et havområde, hvor man kan være heldig at spotte sæler og marsvin. Endelave er kendt som ’kanin-øen’, da der findes en stor bestand af vilde kaniner, som ofte ses fra stierne. Terrænet er fladt. Vi går på grusstier og langs kysten, mens vi nyder udsigt til åbne marker, små skovområder, lynghede og enebærkrat. En dag fyldt med frisk havluft.

Onsdag:

Dagen er endnu på tegnebrættet, da vi bruger tid på at afsøge interessante områder. Vi håber at finde et endnu ukendt sted for os, som forhåbentligt også er nyt for jer. Vi kan love så meget at dagen bliver i naturen, samværet hyggeligt og at der kommer kilometer i benene.

Torsdag:

Sporet fra Mårslet til Moesgaard er en af de smukkeste vandreruter syd for Århus. Turen fører os gennem et varieret landskab og langs den idylliske Giber å. Vi ender ved Moesgaard, hvor hav, skov og strand mødes. Terrænet er afvekslende, kuperet med enkelte bakker, som måske kan mærkes i bagdelen. Undervejs passere vi Vilhelmsborg, som i dag fungerer som Danmarks nationale Hestesportscenter og som hvert år huser Vilhelmsborg Festspil. En dag med en særlig kombination af kulturhistorie og storslået natur.

Fredag

På motionsugens sidste dag er vi ikke langt fra Castberggård. Turen går til Nørreskoven i Vejle, som er kendt for sine gamle bøgetræer og stejle skovskrænter. Her er en fantastisk udsigt over Vejle Fjord med sine karakteristiske og kendte bygninger og i skoven findes et rigt dyreliv og mange rådyr i dyrehaven. Det bliver den perfekte afslutning på en alsidig og oplevelsesrig natur-og motionsuge.

 

Praktiske oplysninger

Dato: Søndag 9. maj – fredag d. 14. maj 2027

Pris: 2950kr. + evt. tillæg for enkeltværelse

Tilmeldingsfrist: Fredag d. 29. april 

 

Andre højskolekurser