Efter 31 år på Castberggård: Jeg er mæt og glad
Ole Vestergaard går på pension efter 31 år på Castberggård. Derfor har vi bedt ham svare på fem spørgsmål om den udvikling, han har været en del af. Se også videoen, hvor vi tager Ole med på en rejse tilbage i tiden.
1. Kan du huske din første arbejdsdag på Castberggård?
Min første arbejdsdag som ansat var i august 1990. Men jeg havde arbejdet på en forløber på højskolen i vinteren 1982/83, hvorefter jeg sad i en højskolegruppe, der havde til mål at oprette højskolen.
På denne måde har jeg været med til at sidde i ansættelses-udvalget og deltaget i arbejdet med at lave kursusplaner og PR. Da højskolen startede i 1986, trak jeg mig ud for at færdiggøre min uddannelse som lærer.
2. Hvad husker du bedst fra dine første år på Castberggård?
Som medforstander udgjorde ledelse halvdelen af min tid. Den anden halvdel underviste jeg. Jeg havde dansk, idræt og tegnsprog som primæropgaver. Castberggård kørte som en ren højskole, hvor man kunne vælge sig mellem 4 forskellige linjer samt en hel del valgfag. Parallelt med det lange kursus kørte vi en hel masse korte kurser. Vi havde f.eks. 12 ugekurser alene i tegnsprog pr år og 5 ugers familiehøjskole om sommeren!
Som medforstander var det vigtigste for mig var at fortsætte de gode takter, også selvom vi måtte følge med i de forandringer, der var ude i samfundet. Det blev sværere og sværere at fylde højskolekurserne op med deltagere. Pludselig skulle alt være arbejdsmarkedsrelateret. Derfor kom job- og udviklingsafdelingen op at stå i 1992.
3. Du var med til at starte?Frontrunners?i 2004 – hvad husker du fra den tid?
Det hele startede med, at vi ville lave et længerevarende lederkursus for unge danske døve. Men vi kunne hurtigt se, at der var for få danske unge, så daværende bestyrelsesformand Asger Bergmann og jeg fik ideen til at lave et internationalt hold.
Jeg kan selvklart huske spændingen, dynamikken og den entusiasme, der var forbundet med det første hold. Det var for mig den helt store øjenåbner for, hvordan man kunne undervise utraditionelt. Samtidig var det udfordrende og energikrævende som lærer at opdage, at folk med deres kulturelle baggrund (tradition, religion, mad, sprog, familie, skole) i den grad kunne være SÅ forskellige.
4. Hvordan synes du Castberggård har udviklet sig fra 1990-2021?
Castberggård står for mig som et overlevelsesstærkt og dynamisk sted, der har forstået at følge med tiden, ligesom vores kolonorme netværk er stærkt, både på regerings-, organisations- og græsrodsplan.
Vi har været gennem alvorlige kriser, både på højskolen og i jobcentret, hvor medarbejdernes levebrød har været truet. Alligevel har vi hver gang redet stormen af. Da samfundet stadig er forandrende, skal der nok komme flere livstruende kriser.
Jeg mener, at vi er bredskuldrede nok til at kunne stå dem igennem, og jeg har en overbevisning om, at Castberggård vil være et godt sted mange år fremover.
5. Hvordan har du selv udviklet dig i samme periode?
Uden at overdrive, så har det været som et eventyr. Det har været et privilegium først at være med til at oprette højskolen, lægge den pædagogiske linje samt få ansat en lærergruppe.
Derefter selv blive ansat som medforstander og sammen med daværende lærergruppe at tegne højskolen udadtil. Så blive
forstander med det store helikopterperspektiv, for endelig at blive lærer og lave det, jeg altid har elsket allermest: at undervise, arbejde med refleksioner over stort og småt i livet, skubbe til folk og selv blive skubbet. Meget af dette har præget mig som person, måske især rollen som lærer.
Nu, hvor jeg stopper, føler jeg mig dejlig mæt og glad. Jeg tager oplevelserne og erfaringerne med mig videre i tilværelsen.