Introduktion
I Danmark, Sverige og på Færøerne deler vi en vigtig udfordring: Vores tegnsprog er små, truede minoritetssprog. Mange døve børn og unge møder i dag færre tegnsproglige miljøer, og derfor er der behov for at styrke og revitalisere tegnsprogene for fremtiden. Dette er baggrunden for projektet Nordic Sign Language Eco System, N-SLES.
Projektets formål er at undersøge, hvilke faktorer der fremmer og hæmmer bæredygtige tegnsprogsmiljøer. Vi ønsker at skabe ny viden om, hvordan tegnsprog kan udvikles, styrkes og få bedre vilkår i samfundet. Denne viden skal samles i en fælles nordisk Best Practice, som kan bruges af døveforeninger, institutioner, familier, skoler og andre tegnsprogsmiljøer.
Sammen indsamler vi erfaringer, viden og data, som skal hjælpe os med at forstå, hvad der skaber stærke og levedygtige tegnsprogsmiljøer i Norden.
Forskere fra Københavns Universitet analyserer det samlede datamateriale for at identificere de faktorer, der styrker og svækker tegnsprogsmiljøer.
I denne videoserie vil vi løbende dele vores rejse. I den næste video fortæller vi om, hvordan vi gennemførte arbejdet i de forskellige delprojekter, og hvordan vi indsamlede vores viden. Derefter deler vi de resultater og anbefalinger, som projektet har skabt.
Vi glæder os til at tage jer med på rejsen. Sammen kan vi styrke nordiske tegnsprog for fremtidige generationer.
NB! Videoer på svensk og færøsk tegnsprog samt en projektrapport vil også snart være at finde her på siden.