Hej, dejligt at se dig
Højskole
Mig og min hørelse
Er du nysgerrig på din hørelse? Kunne du tænke dig at vide mere om dine høreapparater, dit skelnetab eller din tinnitus? Vil du gerne have nye strategier for, hvordan du kan hjælpe dig selv i forskellige høresituationer og forvalte din energi?
På dette kursus sætter vi netop fokus på dig og dit liv med en hørenedsættelse, dine høreapparater og høreudfordringer. Målet er, at du skal blive bedre til at klare hverdagen derhjemme med dine høreudfordringer.
Kurset er en blanding af oplæg af kompetente foredragsholdere fra høreområdet, workshop omkring strategi efterfulgt af individuelle strategisamtaler og snak om høreudfordringer. Kurset krydres med højskoleaktiviteter om aftenen. Samtidig får du glæden ved at være sammen med andre mennesker med lignende udfordringer og dermed gode muligheder for erfaringsudveksling. Pårørende er også velkommen.
Kurset sætter også fokus på de tekniske muligheder, da vi ved hvor vigtigt det er for livskvaliteten at kommunikere og høre. Måske hører du rigtig godt med dine nye apparater, men vil gerne vide mere om mulighederne og teknikken. Kender du alle de funktioner, de små apparater har? Kender du til alle de hjælpemidler, der er på markedet, der også kan hjælpe dig og ved du, hvilke der passer til dig og din hørelse? Kan der ændres noget i dine omgivelser, så du selv bliver opmærksom på, hvad du kan gøre for at komme til at høre bedre?
Vil du i det hele taget gerne blive klog på hørelse i de bedste højskolerammer, hvor fællesskab og samvær med ligesindede er en naturlig del af vores hverdag – så tilmeld dig dette kursus.
Uddrag af programmet:
Laura Velander: Energiforvaltning, bevidste hørestrategier
Malene Mølgaard: Hvad er hørelse? Nedsat skelneevne og tinnitus, hvad er det og hvordan håndteres det?
Paulina Brink Sønderskov: Hvad kan de der høreapparater egentlig?
Lars Daugaard: Hjælpemidler. Hvad findes der? Tonax
René Kongedam: CI- hvad er det? Hvornår og hvordan får man CI- og hvordan er det at være CI-bruger
Praktiske oplysninger:
Dato: Søndag d. 7. – fredag d. 12. februar
Pris: 3.500 kr. + evt. tillæg for enkeltværelse
Tilmeldingsfrist: Mandag d. 5. januar